Tidligere så vi, at Abraham opnåede retfærdighed blot ved at tro . Den altafgørende sætning udtrykker det således:
Abram troede på Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
Første Mosebog 15:6
Tro handler ikke om Guds eksistens
Tænk over, hvad ‘tro’ betyder. Mange mennesker tror, at ‘tro’ betyder at tro på, at Gud eksisterer . Vi tror, at Gud bare vil have os til at tro, at Han er der. Men Bibelen siger det anderledes. Den siger,
Du tror, at der er én Gud. Godt! Selv dæmonerne tror det – og gyser.
Jakob 2:19
Distant Shores Media/Sweet Publishing , CC BY-SA 3.0 , via Wikimedia Commons.
.jpg){kind=link}
Her bruger Bibelen sarkasme til at sige, at blot det at tro på Guds eksistens gør os lige så gode som Djævelen. Det er sandt, at Abraham troede på Guds eksistens, men det er ikke pointen med hans retfærdighed. Gud havde lovet Abraham, at han ville give ham en søn. Det var dette løfte, Abraham måtte vælge at tro på eller ej. Han måtte træffe dette valg, selv mens han var i 80’erne, og hans kone var i 70’erne. Han stolede på, at Gud på en eller anden måde ville opfylde dette løfte til ham. Tro betyder i denne beretning tillid . Abraham valgte at stole på Gud for at få en søn.
Da Abraham valgte at tro på løftet om en søn, gav Gud ham også – ’tilskrivede’ ham – retfærdighed . Til sidst fik Abraham både det opfyldte løfte (en søn, fra hvilken en stor nation skulle nedstamme) og også retfærdighed.
Retfærdighed – ikke fra fortjeneste eller indsats
Abraham ‘fortjente’ ikke retfærdighed. Gud ‘ tilregnede ‘ ham det. Hvad er forskellen? Hvis du tjener noget, arbejder du for det – du fortjener det. Det er som at modtage løn for det arbejde, du udfører. Men når noget tilregnes dig, gives det til dig. Du hverken fortjener eller fortjener det, men du har brug for at modtage det.
Vi tror, at det at gøre flere gode ting end dårlige ting, at udføre gode gerninger eller at opfylde forpligtelser giver os mulighed for at fortjene eller fortjene retfærdighed. Abraham beviser, at denne idé er falsk. Han forsøgte ikke at fortjene retfærdighed. Han valgte blot at tro på det løfte, der blev givet ham, og så blev retfærdigheden også givet ham.
Abrahams tro: Han satsede sit liv på det
Det var enkelt at vælge at tro på dette løfte om en søn, men det var ikke let. Da han først blev lovet en ‘stor nation’, var han 75 år gammel, og han havde forladt sit hjemland og rejst til Kana’an. Næsten ti år var nu gået, og Abraham og Sara havde stadig ikke et barn – endsige en nation!
“Hvorfor har Gud ikke allerede givet os en søn, hvis han kunne have gjort det?”, ville han have spekuleret.
Abraham troede på løftet om en søn, fordi han stolede på Gud. Han gjorde det, selvom han ikke forstod alt om løftet. Han fik heller ikke svar på alle sine spørgsmål.
At tro på løftet krævede aktiv venten. Hele hans liv blev afbrudt, mens han boede i telte og ventede på løftet. Det ville have været meget lettere at finde på undskyldninger og vende hjem til Mesopotamien (nutidens Irak). Hans bror og familie boede stadig der. Livet var behageligt der.
Hans tillid til løftet prioriteredes over normale mål i livet – tryghed, komfort og velvære. Han kunne have tvilt på løftet, mens han stadig troede på Guds eksistens. Han kunne have opgivet løftet og stadig fortsat med religiøse aktiviteter og gode gerninger. Så ville han have bevaret sin religion, men ikke være blevet ‘anerkendt’ som retfærdig.
Vores eksempel
Resten af Bibelen behandler Abraham som et eksempel for os. Abrahams tro på Guds løfte og tilregnelsen af retfærdighed er et mønster for os. Bibelen har andre løfter, som Gud giver os alle. Vi må også vælge, om vi vil stole på dem.
Her er et eksempel på et sådant løfte.
Men alle dem, der troede på ham og tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn. 13 De bliver født på ny – ikke af menneskelig lidenskab eller plan, men af Gud.
Johannes 1:12-13
I dag ved vi, at løftet til Abraham gik i opfyldelse. Det er ubestrideligt, at det jødiske folk i dag eksisterer som den nation, der kom fra Abraham. Men ligesom Abraham står vi i dag over for et løfte, der virker usandsynligt og rejser nogle spørgsmål. Ligesom Abraham må vi vælge at stole på dette løfte – eller lade være.
Hvem betaler for retfærdighed?
Abraham viste, at Gud giver retfærdighed som en gave. Når man får en gave, betaler man ikke for den – ellers er det ikke en gave. Giveren af gaven er den, der betaler. Gud, giveren af retfærdighed, skal betale for retfærdighed. Hvordan vil han gøre det? Vi ser på det i vores næste artikel .
Tags:Abraham og tro,